Tandféen kom aldrig forbi Nors, da jeg var barn. Muligvis fordi mine mælketænder aldrig landede under hovedpuden, men i stedet endte i et glas, hvor de den dag i dag stadig er at finde på en hylde i min mors hjem.
Jeg er slet ikke sikker på, at tandféen eksisterede dengang eller om hun bare ikke brød sig om Thy, men Anna derimod var helt overbevist om, at tandféen ville komme forbi mormor efter hendes tand, da hun pludselig stod der, lige inden sengetid, med en lille fin eksemplar i hånden og et blodigt hul i munden.
For mig er det ganske overvældende, at min lille store pige nu er begyndt at få rokketænder. Og det kom helt aldeles bag på mig, da hun mandag aften beklagede sig over, at hendes nederste højre fortand sad lidt løs og rokkede. Faktisk var jeg overbevist om, at det var ren ønsketænkning, for Anna har længe plaget om at få en rokketand, men onsdag aften rokkede tanden ikke længere.
Anna var/er naturligvis stolt og tanden skulle ikke bare sådan udleveres til tandféen lige med det samme. Først skulle den vises frem til mormor og Bjarne. Dernæst skulle den gemmes, så også mormors nabo-pige kunne se vidunderet – for ikke at tale om den sovende Emma, der gik glip af hele dramaet.
Det skulle dog snart vise sig, at Emma ikke umiddelbart delte Anna’s glæde for hele tand-misæren. Det er nemlig ikke altid nemt at være lillesøsteren, der med store øjne må følge med på sidelinjen, når storesøsteren når milepæle, der fortsat ligger uden for hendes rækkevidde.
But mummy, I am trying really hard to be a big girl!
Jeg må med blødende hjerte se på Emma, der hiver lidt i sine tænder for at rokke én af dem løs, men det er endnu ikke hendes tid. Sådan må det være og sådan bliver det.
Til gengæld kan Anna nu glæde sig over, at det alligevel lykkedes tandféen at finde frem til Thy og mælketanden. Således er Anna blevet en tand fattigere og en dansk 20’er rigere 🙂
