Det er snart ét år siden, at Sarah og jeg drog til Pakistan, hvor vi for første gang mødte den familie, der forevigt har ændret mit syn på Pakistan og dens kultur. Dengang sluttede rejsen med en officiel bryllupsinvitation til et arrangeret ægteskab mellem husets ældste søn og den kvinde, som moderen nøjsomt havde udvalgt til ham. I går nat vendte jeg atter hjem, fra en helt fantastisk uge i Pakistan, hvor programmet denne gang udelukkende stod på bryllup og pakistansk familiehygge.

Det var ikke helt fordomsfrit, at jeg forlod Dubai på vej til Lahore i Pakistan. Jeg vidste godt, at brudeparret glædede sig til brylluppet og at de havde fremskudt datoen, fordi de ikke kunne vente til den store dag. Alligevel synes jeg, at det var noget forkert i, at parret ikke selv havde fundet hinanden – At familien havde valgt en partner på deres vegne. Det er så fjernt fra den vestlige kultur og vores traditioner. Men jeg var mindst lige så nysgerrig på deres holdninger til det arrangerede ægteskab og jeg glædede mig til at blive klogere på kulturen. 

Fra højre: mig (Kirsten Bak Nielsen), Sara (søster), Umer (gom), Sarah Kruse og Haider (bror)

Jeg blev derfor glad, da jeg allerede ved ankomst i lufthavnen så reklame for arrangerede ægteskaber. Der stod noget i retning af…

It’s always your choice! You can choose to say no. 

Jeg ved at Umer og Azka har valgt at sige ja til hinanden. De fik valget, efter deres mødre præsenterede dem for hinanden. De havde endvidere mulighed for at komme med ønsker til deres fremtidige partner, men satte deres lid til, at familien ville finde det bedste match. Det kalder jeg blind tillid. 

Azka og Umer

Sarah og jeg fik god lejlighed til at spørge nysgerrigt ind til deres kultur og traditioner med arrangerede ægteskaber. Til gengæld spurgte vores pakistanske venner lige så nysgerrigt ind til vores skikke med dating og børn uden for ægteskab. Det var en fordomsfri og interessant samtale med fælles forståelse for kulturelle forskelle og traditioner. De var glade for deres måde og vi er glade for vores. Vi var enige om at være uenige. 

Nageen (kusine), Sarah Kruse og jeg (Kirsten Bak Nielsen)

Selve brylluppet varede i 4 dage og hver fest havde sine traditioner. Over den kommende uge vil jeg skrive om de fire fester: mayon, mehndi, baraat og valima.

Der var mange gæster til brylluppet og huset var godt fyldt op med familiemedlemmer fra nær og fjernt. Heldigvis blev Sarah og jeg indlogeret hos nogle familiemedlemmer nogle huse nede af vejen 

Her boede vi ved Umer’s 18 årlige kusine og familie, hvor vi fik vores eget værelse. 

Vores værtsfamilie

Jeg havde været nervøs for, om vi fik noget alenetid i løbet af ugen, men det viste sig, at familien slet ikke havde tid til at underholde os. De var så optaget af bryllupsplaner, at vi ofte blev “glemt” i det kaos. Vi fik masser af tid til at slappe af og observere familien under forberedelserne. Det var helt unikt. 

Gommens nærmeste familie

Vi lærte hurtigt at tid altid er relativt. Og at komme 1,5 time for sent til sit eget bryllup er acceptabelt, omend tidspresset eftersom regeringen i Pakistan har fastsat ved lov, at alle fester senest skal slutte kl 22.00. Det er et problem, når festerne, der egentlig skulle begynde kl 19.00, først går i gang kl 20.30. Heldigvis kunne lidt overtalelse sikre, at tre ud af fire fester fortsatte til kl 23.00. 

Et 4 dage langt pakistansk bryllup er en oplevelse i sig selv, men rejsen endte med at blive lidt mere spændende, end vi havde håbet på. Pakistan står ikke øverst på listen og de mest sikre lande at rejse til i verden. Faktisk står landet nederst på listen. Vi havde således taget vores sikkerhedsforanstaltninger med tilkøb af ekstra rejseforsikringer og skrevet os selv på danskerlisten. Således modtog vi en besked fra det danske udenrigsministerium med nyheden om, at Pakistan havde nedskudt et indisk kampfly. Luftrummet over Pakistan blev derefter lukket og alle flyvninger til- og fra Pakistan blev aflyst. Der var desuden fare for en eskalering af urolighederne mellem de to lande.

Det var ikke noget rar besked at modtage midt i festlighederne og vi gik straks til Mohammed, der forsikrede os om, at der intet var at frygte. Han havde hørt om situationen, men havde bevidst valgt ikke at nævne noget for ikke at skræmme os. Han fortalte, at dette ofte sker og at der konstant er uroligheder/konflikt mellem Indien og Pakistan. Lufthavnen ville åbne op, før vi skulle hjem og at fredsforhandlinger allerede var igang.

Venner, familie samt kollegaer fulgte dog også med i urolighederne i nyhederne og de var urolige på vores vegne. Sarah og jeg var mest bekymret over vores hjemrejse. Vores flyvning endte med at blive aflyst og lufthavnen i Lahore var fortsat lukket, som den eneste i Pakistan, da vi skulle rejse hjem. Således blev vores rejse forlænget med en ekstra dag og det lykkedes Mohammed at få overtalt flyselskabet til at ombooke os til Islamabad, der ligger 4 timers kørsel fra Lahore. Det blev også en spændende køretur, da bilen pludselig ikke ville starte efter et stop på en rasteplads.

Heldigvis nåede vi frem til tiden og landede sikkert i Sharjah efter godt fire timer i luften. Derfra var der kun 40 min. taxa-kørsel hjem.

Jeg kan kun anbefale, at du downloader app’en rejseklar og tilmelder dig danskerlisten, hvis du rejser uden for Danmark. Om du flytter permanent eller rejser på ferie, så er det ALTID en god idé at holde kontakten til de danske myndigheder. De holder dig opdateret, hvis der skulle ske noget i det land, du rejser til. Efter beskeden tikkede ind på vores telefoner, tog vi selv kontakt til udenrigsministeriet for at blive opdateret på situationen. Det gav os lidt ro i maven. Og på intet tidspunkt var vi i fare på rejsen.

Nu er vi atter hjemme og kan se tilbage på en begivenhedsrig uge, som vi aldrig vil glemme. Og jeg glæder mig til at fortælle meget mere om vores oplevelser ved Umer og Azka’s bryllup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.