Vi landede i Lahore tirsdag morgen, hvor vi blev hentet af Mohammed og Haider. Derfra blev vi kørt direkte hjem til familien, der ventede på os i det hus, hvor vi skulle indlogeres under festlighederne. Vi fik ikke meget tid til at hvile ud, for der var allerede meget på programmet inden brylluppets første fest – Mayon

Familien havde købt to sæt pakistanske kjoler til os, som vi skulle bruge til de fester, der blev afholdt af brudens familie. Vi var gommen’s gæster og derfor skulle vi præsenteres pænt for brudens familie. Efter morgenmaden hentede de kjolerne til os, så vi kunne prøve det inden festen om aftenen.

Fra venstre: Mig (Kirsten Bak Nielsen), Mohammed og Heider

Efter at kjolerne var afprøvet og godkendt blev vi hentet af Umer’s bedste ven, der kørte os hen til en henna-kunstner, hvor vi skulle have lavet henna på hænderne. Alle de andre kvinder i familien havde allerede fået deres hænder dekoreret, så vi måtte alene afsted.

Det var en lidt special oplevelse, da henne-dekoratøren kom ind i bilen, hvor han udførte sine værker fra bilsædet. Det gik så hurtigt, at det var helt surrealistisk.

Derefter tog vi hjem og hvilede os inden vi skulle gøre os klar til aftenens fest. De pakistanske kjoler var lidt store, men vi lånte nogle sikkerhedsnåle og så løste vi hurtigt det problem. Sammen med kjolerne havde vi fået øreringe og armbånd til at smykke os med.

Festen skulle afholdes ved brudens familie og dertil var der ca. 40 min kørsel. Festen blev afholdt i et telt bag ved Lahores største og ældste kirke. Desværre kom vi ret sent afsted og sad fast i trafikken. Vi kørte sammen med gommen og det blev derfor en ekstra spændende tur, hvor der blev trykket godt på speederen.

På kirkens parkeringsplads ventede alle gommen’s familie og nærmeste venner, mens bruden ventede i indgangen til teltet. Hun havde ventet længe. Snart gik trommespillere igang med at tromme og gæsterne viftede rundt med pengesedler over hovedet på gommen, som blev napset af trommespillerne.

Mændene danser til trommer, mens vi bevæger os hen til teltet

Penge til de fattige – fik vi senere forklaret. Dansende og klappende fulgte vi gommen hen til bruden.

Fra venstre: brudens mor, Umer, Azka og brudens søster

Sammen gik parret op til deres trone, hvor de resten af festen fik taget billeder. Der var større fokus på fotograferingen end resten af aftenens program. Der var hyret en del fotografer ind, der kom med alt deres udstyr og droner.

De var et meget smukt par og scenen var smukt dekoreret. Alt var så gennemført og eksotisk. De danske kirkebryllupper virker nu pludselig så enkle og kedelige sammenlignet med de pakistanske farver og festligheder.

Før maden blev der givet penge til parret. Ikke en officiel gave, men i form af velsignelser. Mindre pengesedler blev cirklet rundt over hovederne på parret af gæsterne og lagt på en tallerken. Jeg forstod ikke helt om pengene var til parret eller de fattige.

Fra venstre: Sara (søster), Azka (brud), Umer (gom) og Heider (bror)

Parret blev endvidere madet med så mange søde dessert-kugler af gæsterne, at de tilsidst måtte sige nej-tak. Sarah og jeg kunne således nøjes med at give penge.

Efter maden blev der tid til dans. Det var meget ukoordineret og kaotisk. Folk samlede sig en en ring, hvor de gik rundt mens de hujede og klappede. Én efter én blev folk smidt ind i cirklen og dansede, mens gæsterne heppede. Nu hvor jeg tænker over det, så var det kun mænd, der hoppede rundt inde i cirklen.

Det var derfor også vildt grænseoverskridende da Sarah og jeg (hver for sig) blev hevet ind i cirklen, hvor vi skulle danse alene rundt. Men vi gjorde det og fik masser af klapsalver.

Brudeparret var ikke det eneste par, der fik opmærksomhed til festen. Sarah og jeg skilte os også ud fra mængden. Vi måtte stille op til mange selfie’s og posere for fotograferne. Det var en del af oplevelsen og der er ingen tvivl om, at vi som europæer også udgjorde et statussymbol for gommen’s familie, der stolt viste os frem til gæsterne.

Fra venstre: Mig (Kirsten Bak Nielsen), Azka, Umer og Sarah Kruse

Brudeparret tog, efter festen, hjem hver for sig. Selvom de officielt blev gift en uge før brylluppet, hvor alt det praktiske med papirerne blev ordnet, så må bruden først komme med hjem efter tredje fest. I Pakistan flytter kvinden ind til mandens familie efter brylluppet.

Således sluttede første fest – Mayon kl. 23.00, hvor vi tog med familien hjem. Vi var i seng omkring midnat og vores ører var ømme. Musikken var SÅ højt, at vi hele aftenen undrede os over, at de mindste og ældste kunne holde til larmen.

Det var en begivenhedsrig dag, hvor vi på under et døgn havde mødt så mange nye mennesker og oplevede så meget, at vi var helt overstimulerede. Alligevel glædede vi os helt vildt til de tre kommende fester.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.