Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Jeg er så frustreret lige nu, at ord knap kan beskrive det. Det er så frustrerende at planlægge noget på baggrund af gældende regler, når reglerne hele tiden ændrer sig. Hver dag kommer nye lempelser og med dem nye restriktioner. Det er som om, vi tager to skridt fremad og ét tilbage.
(mere…)
Brylluppets fjerde og sidste fest var mest en officiel reception, hvor de fleste var inviteret. Aftenen satte et endeligt punktum for parret, der nu var officielt gift. Denne aften var der ikke helt så mange traditioner og ritualer – udover Salaami, hvor alle gæster fik mulighed for at give parret en pengegave.
(mere…)
Det er snart ét år siden, at Sarah og jeg drog til Pakistan, hvor vi for første gang mødte den familie, der forevigt har ændret mit syn på Pakistan og dens kultur. Dengang sluttede rejsen med en officiel bryllupsinvitation til et arrangeret ægteskab mellem husets ældste søn og den kvinde, som moderen nøjsomt havde udvalgt til ham. I går nat vendte jeg atter hjem, fra en helt fantastisk uge i Pakistan, hvor programmet denne gang udelukkende stod på bryllup og pakistansk familiehygge.
(mere…)
Det har været en fornøjelse og en stor lettelse, at det lykkedes mig at få planlagt ferien, så vi nåede forbi hele familien i løbet af vores 3 ugers sommerferie. Desværre kunne vi sagtens have brugt mere tid i Danmark, da flere af vennerne i denne omgang blev snydt og heller ikke denne gang, blev det muligt at koordinere ferien, så jeg kunne få hilst på pigernes grandkusine Nora. Det handler om benhård prioritering og tidspres.
Hverken Sarah eller jeg var helt sikre på, hvad vi havde sagt ja til. Jeg brugte enhver lejlighed inden vores rejse, til at Google Pakistan, Lahore og Punjab for at blive klogere på kulturen, religionen og historien bag landet. Historien skræmte mig mere end noget andet, da ord som taliban, Osama Bin Laden og terror dukkede op i min søgning. Jeg følte mig usikker, men Muhammad gjorde alt for at forsikre os om, at vi kunne være helt trygge ved den forestående rejse. Jeg havde desuden fat i en pakistansk kvinde, som jeg lærte at kende sidste år til Art Dubai og også hun forsikrede mig om, at Lahore var en dejlig og sikker by at rejse til – når vi nu var inviteret af en lokal pakistaner.
Vi har sådan glædet os til den nytårsrejse, vi planlagde for længe siden. Vi valgte Sri Lanka som vores destination, da det har meget af det, som Dubai ikke har/er – historier fra oldtiden, grøn natur, billigt. Og samtidig havde vi læst, at Sri Lanka er børnevenlig og kun ligger 4 timers flyvetur fra Dubai. Ja, vi har glædet os og vi er ikke blevet skuffet!
Jeg blev i dag mindet om, at det nu er et år siden, at jeg tog ungerne og ca 5 stk håndbagage for meget med om bord på flyvemaskinen til Dubai, hvor Daniel ventede spændt på os. Det var med flere knuder i maven, at jeg tog afsked med alt det kendte i Danmark og sommerfuglene var forlængst jaget derhen, hvor de ikke længere kunne finde tilbage. Det var så sindsygt grænseoverskridende, at tage den lange rejse alene uden hjælp til to små børn, der i øvrigt aldrig havde været ombord på et fly. Forinden havde jeg boet alene med Anna og Emma i et sommerhus, mens alle vores egendele sejlede rundt på oceanet i en stor container. Daniel var taget i forvejen for at påbegynde visa processen, der skulle bane vejen til opholdstilladelse, bank og ikke mindst checkbogen. Jeg græd meget i den periode – forvirret, spændt, ensom og meget træt. Jeg nåede at fortryde vores beslutning mindst 1000 gange.