Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Sæby er en fantastisk dejlig og hyggelig by i Nordjylland, nord for Aalborg. Flere gange, inden vi flyttede til Dubai, har jeg forsigtigt foreslået Daniel, at vi skulle flytte til Sæby, men det er aldrig lykkedes mig at få ham overbevist og jeg har heller aldrig insisteret særlig hårdt. Jeg nyder vores ture til Sæby, hvor Daniel har familie og tøserne besøger fætrene Julius og Valdemar, men for os er Sæby nok gået hen og blevet en ferieby.
Ferie i Danmark er skønt og ungerne nyder i den grad at blive lukket ud på græs. Det er ikke kun de grønne marker, de køligere himmelstrøg og den friske luft, der lokker. Det er i lige så høj grad familien med mormor/Bjarne, fætre/kusiner, bedstefar/bedstemor, farmor/farfar og onkler/tanter, som pigerne har glædet sig til at gense.
Kite Beach er den næste tid skiftet ud med Vesterhavet ved Vigsø i Hanstholm. Der er dømt sommerferie i Danmark og selvom temperaturen er 20 grader lavere end i Dubai, så er det langt at foretrække. Faktisk elsker vi den danske sommer 2018!
Dette er den mindst planlagte sommerferie, som vi nogen sinde har taget på og selve beslutningen om at rejse til Danmark blev taget 12 timer inden vi rejste. Og det er heller ikke helt uden betænkeligheder, at jeg sidder alene i Danmark sammen med pigerne, mens Daniel knokler for at finde nyt arbejde i Dubai. For ham er ferien endnu ikke begyndt.
Det var så påsken, der gik der. Vi ænsede den næsten ikke og mit medbragte påskepynt fra Danmark nåede heller ikke i år frem i lyset. Som en kristen højtidelighed fylder den ikke ret meget i Dubai, men kapitalismen har tråds alt fået øje på fidusen. Der arrangeres æggejagt hist og pist, men den del havde vi selv styr på.
Søndag er Pakistans officielle fridag, hvilket i virkeligheden kom lidt bag på mig, da fredag ellers ofte udnævnes til muslimernes helligdag – dagen for den store fredagsbøn. Muhammad forklarede, at fredagsbønnen bestemt er vigtig i Pakistan og at loven giver alle arbejdstager ret til at tage fri under fredagsbønnen, men af praktiske årsager er søndag den officielle fridag. Om det skyldes den bristiske kolonitid eller de mere moderne tider, hvor handlen med Vesten er helt essentiel for Pakistans økonomi er lidt uvist for mig.
Hverken Sarah eller jeg var helt sikre på, hvad vi havde sagt ja til. Jeg brugte enhver lejlighed inden vores rejse, til at Google Pakistan, Lahore og Punjab for at blive klogere på kulturen, religionen og historien bag landet. Historien skræmte mig mere end noget andet, da ord som taliban, Osama Bin Laden og terror dukkede op i min søgning. Jeg følte mig usikker, men Muhammad gjorde alt for at forsikre os om, at vi kunne være helt trygge ved den forestående rejse. Jeg havde desuden fat i en pakistansk kvinde, som jeg lærte at kende sidste år til Art Dubai og også hun forsikrede mig om, at Lahore var en dejlig og sikker by at rejse til – når vi nu var inviteret af en lokal pakistaner.
Meget tidligt blev vi hentet af en tuk-tuk på strandhotellet i Mirissa. Klokken var kun 5.30 og vi havde alle meget små øjne, men vi glædede os til sejlturen, hvor vi skulle ud og spejde efter hvaler. Allerhelst ville vi gerne se blåhvaler, men i naturen er der ingen garanti og fair nok, hvis blåhvalerne ikke er lige så begejstrede for mennesker.
Vi stod klar tidligt om morgenen d. 2. januar efter morgenmaden – klar til dagens program. Børnene glædede sig meget til at opleve en junglesafari, præcist lige så meget som forældrene gjorde. Kufferterne var atter pakkede og chaufføren havde startet bilen. Vi var tændte og forventningsfulde. For pokker, hvor har vi haft en oplevelsesrig nytårsferie.
Det er møgsvært at planlægge et rejseprogram på 9 dage, når det kræver mindst 3 uger i Sri Lanka for nå det hele i et nogenlunde tempo. Alligevel havde jeg forsøgt at mase så meget ind som muligt med tanke på både voksne og børn. Gamle bygninger, ruiner og templer til forældrene. Eksotiske dyr, togtur og sejlads til børnene. Nu ved jeg, hvor optimistisk jeg havde været derhjemmefra, for der er faktisk noget som overload, når det kommer til småbørn. Jeg er dybt taknemmelig for, at pigerne har arvet deres faders sovehjerte. Det har helt sikkert reddet turen flere gange.
Nytårsdag vågnede vi op til endnu en fantastisk solskinsmorgen i Sri Lanka og med turens hårdeste rejsedag forud. Vi vidste, at dagen ville blive en fysisk og mental udfordring for pigerne. Derfor måtte vi også ændre lidt i planerne undervejs af hensyn til børnene, der tilsidst ikke orkede mere. Men hold nu k…, hvor var Anna og Emma bare seje.