Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Brylluppets fjerde og sidste fest var mest en officiel reception, hvor de fleste var inviteret. Aftenen satte et endeligt punktum for parret, der nu var officielt gift. Denne aften var der ikke helt så mange traditioner og ritualer – udover Salaami, hvor alle gæster fik mulighed for at give parret en pengegave.
(mere…)
Af alle fester var tredje aften langt den bedste og jeg lærte her at forstå, hvorfor pakistanere er så gode til at forhandle. Alle der er eller har været gift ved af erfaring, at der i ethvert ægteskab indgår forhandlinger – Sådan er det at være et par. Det var derfor morsomt at se, hvordan brudeparret allerede under brylluppet, traditionen tro, forhandler om penge og ære.
(mere…)
Brudeparret fejrede brylluppets 2. fest hver for sig. Således blev gæsterne adskilt og vi blev nu kun gommen’s gæster. Mehndi er den aften, hvor bruden får lavet henna på hænderne og gommen får lov at slippe. Det er nok alligevel lidt for tøset for mændende, der pænt takker nej.
(mere…)
Vi landede i Lahore tirsdag morgen, hvor vi blev hentet af Mohammed og Haider. Derfra blev vi kørt direkte hjem til familien, der ventede på os i det hus, hvor vi skulle indlogeres under festlighederne. Vi fik ikke meget tid til at hvile ud, for der var allerede meget på programmet inden brylluppets første fest – Mayon
(mere…)
Det er snart ét år siden, at Sarah og jeg drog til Pakistan, hvor vi for første gang mødte den familie, der forevigt har ændret mit syn på Pakistan og dens kultur. Dengang sluttede rejsen med en officiel bryllupsinvitation til et arrangeret ægteskab mellem husets ældste søn og den kvinde, som moderen nøjsomt havde udvalgt til ham. I går nat vendte jeg atter hjem, fra en helt fantastisk uge i Pakistan, hvor programmet denne gang udelukkende stod på bryllup og pakistansk familiehygge.
(mere…)
Den sidste dag i Pakistan var, for os, den store-shoppe-dag. Vi havde håbet på, at denne dag ville komme, men vi var alligevel aldrig helt sikre på det. Planerne havde det undertiden med at ændre sig og vi ville bare så gerne have et stykke af Pakistan med os hjem.
Efter nogle gode vandreture i Badshahi Moskeen og blandt ruinerne i Lahore Fort var det efterhånden blevet eftermiddag. Da sulten meldte sig var det blevet tid til frokost. Lige som aftensmaden, der aftenen inden blev indtaget i døgnets sidste timer, blev frokosten ligeledes indtaget sidst på eftermiddagen. Vi kørte til en nærliggende café, som nevø’en Umer, havde gode erfaringer med.
Hverken Sarah eller jeg var helt sikre på, hvad vi havde sagt ja til. Jeg brugte enhver lejlighed inden vores rejse, til at Google Pakistan, Lahore og Punjab for at blive klogere på kulturen, religionen og historien bag landet. Historien skræmte mig mere end noget andet, da ord som taliban, Osama Bin Laden og terror dukkede op i min søgning. Jeg følte mig usikker, men Muhammad gjorde alt for at forsikre os om, at vi kunne være helt trygge ved den forestående rejse. Jeg havde desuden fat i en pakistansk kvinde, som jeg lærte at kende sidste år til Art Dubai og også hun forsikrede mig om, at Lahore var en dejlig og sikker by at rejse til – når vi nu var inviteret af en lokal pakistaner.