Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Endnu et hak er sat på bucket-listen og jeg er blevet endnu en oplevelse rigere. Igen kan jeg undre mig over, at det skulle tage mig hele tre år at komme ud af døren for at se området Al Bastakiya, men Daniel deler ikke rigtig den samme passion for historiske steder og arkitektur. Heldigvis deler min mor den interesse og hun var helt klar på en historisk byvandring.
Julepynten bliver atter pakket ned i de samme kasser, som det for blot en måned siden blev pakket ud af. Det var så den jul!
Mens der kommer stadigt mere plads i stuen og mere lys ind af vinduet, hvor juletræet før stod og fyldte, føles det som en lettelse at få rydde op i krogene. Nu tænker jeg tilbage på nogle gode juledage sammen med familien, der er rejst tilbage til Danmark for at fejre nytår.
Dubai Frame er endnu et stortslået byggeprojekt, som udgør et af Dubai’s nye ikoniske attraktioner – verdens største (selvfølgelig) billederamme. Det store bygningsværk er placeret strategisk og centralt i landskabet med den gamle del af Dubai på den ene side og den nye del af Dubai på den anden. Det har taget ganske lang tid at gennemføre projektet, angiveligt pga. en retssag, hvor byggeherren havde “lånt” designet uden at spørge arkitekten om lov først , men i januar 2018 åbnede The Frame endelig dørene til offentligheden og lige siden har den stået på min mentale (og nu fysiske) bucketliste.
Det kan være sin sag at underholde to piger på henholdsvis 3,5 og 5 år, når skoleklokken har ringet ud for sidste gang og der er dømt sommerferie. Det hjælper ikke syndeligt, at temperaturen nu tangerer de 47 grader midt på dagen og dermed gør det nærmest umuligt at bevæge sig udenfor. Poolen besøger vi næsten dagligt og vi har den stort set for os selv, men 1 time ad gangen er mere end rigeligt.
Det er længe siden, at jeg sidst så Anja – en tidligere kollega fra Aalborg Gummivarefabrik. Sidste gang jeg så hende, var vidst nok i 2015 til The Tall Ships Races i Aalborg og siden hen en enkelt eftermiddag i oktober 2015 til lagkage. Det var Anja, der skaffede os et sommerhus, som pigerne og jeg kunne bo i den sidste måned, da huset i Klarup var solgt. Den sidste tid i Danmark inden rejsen gik til Dubai. En sidste tid ved Klim strand mens følelserne sad uden på tøjet. Jeg har glædet mig meget til, at Anja skulle komme til Dubai – verdens bedste kollega.
Det var så påsken, der gik der. Vi ænsede den næsten ikke og mit medbragte påskepynt fra Danmark nåede heller ikke i år frem i lyset. Som en kristen højtidelighed fylder den ikke ret meget i Dubai, men kapitalismen har tråds alt fået øje på fidusen. Der arrangeres æggejagt hist og pist, men den del havde vi selv styr på.
Det er altid en kunst at finde på nye ting at lave i Dubai, når der er gæster fra Danmark. Som regel prøver jeg at udnytte situationen bedst muligt og inviterer venner/familie et sted hen, hvor jeg endnu ikke selv har været. Steder, på min efterhånden lange liste, som jeg gerne vil besøge, men som jeg ikke har prioriteret eller har valgt at gemme, til der kommer gæster. Og så er der alle klassikerne…
Det er ikke for ingenting, at jeg har taget på af mit liv i Dubai. Mad er en kæmpe stor del af mødet med kulturen, den nye livsstil og fællesskabet i det multikulturelle samfund. Universitets-veninderne fra Danmark ville gerne have en lille bid af Dubai i bogstavelig forstand og i overført betydning. “Mad og kulturelle-oplevelser” – sagde de. Og det fik de!
Vores gæster fra Danmark er nu rejst hjem efter en lille uges juleferie i Dubai. Vi har hygget max og huset i Silicon Oasis virker pludselig meget tomt. Vi har denne gang fokuseret på at underholde vores gæster med nogle af de gratis glæder, som vi kan finde hernede og som bedst kan opleves i vinterhalvåret.
Well, så blev det endelig jul. Jeg har glædet mig, selvom det har været en kamp uden lige at komme i den rette julestemning. Men familiebesøg fra Danmark har hjulpet lidt på det og pigerne har ventet længe på julen. Den 24. december gik dog ikke helt, som jeg havde planlagt den.