Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Der er mange måder at fejre 1. søndag i advent på. Ofte markerer vi bare dagen med et tændt lys i kransen, hvis vi da ikke helt glemmer dagen, fordi søndag bare er en helt almindelig arbejdsdag. Vi plejer heller ikke at fejre UAE’s nationale dag, ikke sådan rigtigt, men vi nyder de fridage, der følger med. I år markerede vi begge dage med ørkentur, grill og venner.
Det er godt nok ved at være et par dage siden, at det var Halloween og jeg er håbløst bagefter. Der sker så meget, så hurtigt og så overvældende langsomt. Jeg kan ikke følge med tiden og alligevel må det engang imellem gerne gå lidt hurtigere. Det hele afhænger af konteksten og fremtiden. Udendørs-dekorationerne er pakket sammen igen – det var den Halloween.
Generalkonsulatet og det officielle Dubai er lukket ned for Eid al Adha. Det er en muslimsk festdag, der markerer afslutningen på det muslimske kalenderår, der følger månen. De muslimer der har lyst må faste hele dagen og i aften feste med den helt store menu på bordet. Eid al Adha er en ofringsfest. Så mens muslimerne verden over glæder sig over at fejre endnu en højtid i forlængelse af ramadanen, så glæder vi andre os over de fridage, der følger med i kølvandet.
Under ramadanen er det ikke helt så nemt at finde gode fredagsbrunch’s, til gældgæld er der lækre iftars i hele Dubai alle hverdagsaftener. Der er noget for alle og til enhver pengepung. Således endte jeg igår aftes til iftar i operahuset sammen med Jordan-pigerne.
Det var så påsken, der gik der. Vi ænsede den næsten ikke og mit medbragte påskepynt fra Danmark nåede heller ikke i år frem i lyset. Som en kristen højtidelighed fylder den ikke ret meget i Dubai, men kapitalismen har tråds alt fået øje på fidusen. Der arrangeres æggejagt hist og pist, men den del havde vi selv styr på.
Får man så katten med hjem?
Anna ser forhåbningsfuldt på mig, da hun stiller spørgsmålet. Siden sommerferien, hvor de to piger sad på køkkengulvet hos min moster med to små killinger, har det været Anna’s største ønske at få en kat. Men nej, Anna får ikke katten med sig hjem. Der er nemlig slet ingen kat. Og jeg må finde en youtube-video frem på min telefon, så Anna kan få syn for sagen.
Meget tidligt blev vi hentet af en tuk-tuk på strandhotellet i Mirissa. Klokken var kun 5.30 og vi havde alle meget små øjne, men vi glædede os til sejlturen, hvor vi skulle ud og spejde efter hvaler. Allerhelst ville vi gerne se blåhvaler, men i naturen er der ingen garanti og fair nok, hvis blåhvalerne ikke er lige så begejstrede for mennesker.
Det er møgsvært at planlægge et rejseprogram på 9 dage, når det kræver mindst 3 uger i Sri Lanka for nå det hele i et nogenlunde tempo. Alligevel havde jeg forsøgt at mase så meget ind som muligt med tanke på både voksne og børn. Gamle bygninger, ruiner og templer til forældrene. Eksotiske dyr, togtur og sejlads til børnene. Nu ved jeg, hvor optimistisk jeg havde været derhjemmefra, for der er faktisk noget som overload, når det kommer til småbørn. Jeg er dybt taknemmelig for, at pigerne har arvet deres faders sovehjerte. Det har helt sikkert reddet turen flere gange.
Nytårsdag vågnede vi op til endnu en fantastisk solskinsmorgen i Sri Lanka og med turens hårdeste rejsedag forud. Vi vidste, at dagen ville blive en fysisk og mental udfordring for pigerne. Derfor måtte vi også ændre lidt i planerne undervejs af hensyn til børnene, der tilsidst ikke orkede mere. Men hold nu k…, hvor var Anna og Emma bare seje.
Efter morgenmaden på tredjedagen gik turen længere nordpå, hvor vi endnu engang skulle ud at se lidt nærmere på Sri Lankas historie og kunsthåndværk.