Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Vi er gået all-in og har købt os en ordentlig ørkendrøner – En bil købt udelukkende med det formål at være en weekend/feriebil. Det kan vel nok bedst sammenlignes med det at købe en campingvogn eller autocamper… bare meget sejere, hvis du spørger os.
(mere…)
Der er mange måder at fejre 1. søndag i advent på. Ofte markerer vi bare dagen med et tændt lys i kransen, hvis vi da ikke helt glemmer dagen, fordi søndag bare er en helt almindelig arbejdsdag. Vi plejer heller ikke at fejre UAE’s nationale dag, ikke sådan rigtigt, men vi nyder de fridage, der følger med. I år markerede vi begge dage med ørkentur, grill og venner.
En væsenlig fordel ved at have et deltidsjob er den ekstra tid, som jeg kan nyde med familien og i særdeleshed med pigerne… især når der er dømt skoleferie. Jeg får ligsom tanket op på mor-konto’en og giver bedre plads til den gode samvittighed ved at dedikere ekstra tid til Anna og Emma.
Så er vi tilbage på Palazzo Versace til en ny omgang fredagsbrunch – denne gang uden småpiger og med alkohol som en del af pakken. Vi fejrer, at Jan og Steffie er faldet godt til i Dubai, at livet er skønt og vinteren er kommet. Skål for gode oplevelser, venskaber og nye eventyr.
Hvis du bor i De Forenede Arabiske Stater, ja så skal du altså ud at campere i ørkenen mindst én gang – Sådan er det bare. Og nu fik vi endelig taget os sammen til faktisk at gøre netop dette.
Når ens egen bil er på værkstedet og manden stikker af med sin en fredag morgen for at snorkle ved Snoopy Island, så efterlader det en lettere desperat mor alene hjemme med intet andet end to rastløse børn, der kræver udelt opmærksomhed og eventyr. Temperaturen er stigende og sommerheden i ørkenstaten lister stille tættere på. Det er ved at være sidste chance for udendørsaktiviteter og uden en bil må picnicen jo foregå på legepladsen på den anden side af havemuren.
Det har endnu engang været én af de der begivenhedsrige weekender, hvor jeg har hårdt brug for en fridag efterfølgende. Og så er det jo helt fantastisk, at netop søndag er min helt egen mig-dag. Fri fra arbejde og tid til at oplade. Det er denne dag jeg har fri til at mødes med veninderne på diverse caféer eller måske bare slappe helt af derhjemme, mens Friends kører i baggrunden på Netflix. Ahhh, hvor jeg dog elsker søndage.
Jeg blev i dag mindet om, at det nu er et år siden, at jeg tog ungerne og ca 5 stk håndbagage for meget med om bord på flyvemaskinen til Dubai, hvor Daniel ventede spændt på os. Det var med flere knuder i maven, at jeg tog afsked med alt det kendte i Danmark og sommerfuglene var forlængst jaget derhen, hvor de ikke længere kunne finde tilbage. Det var så sindsygt grænseoverskridende, at tage den lange rejse alene uden hjælp til to små børn, der i øvrigt aldrig havde været ombord på et fly. Forinden havde jeg boet alene med Anna og Emma i et sommerhus, mens alle vores egendele sejlede rundt på oceanet i en stor container. Daniel var taget i forvejen for at påbegynde visa processen, der skulle bane vejen til opholdstilladelse, bank og ikke mindst checkbogen. Jeg græd meget i den periode – forvirret, spændt, ensom og meget træt. Jeg nåede at fortryde vores beslutning mindst 1000 gange.
Det blev en lang nat om bord på flyvemaskinen, der først fragtede hele familien til Amsterdam og derefter videre til Aalborg. Sidste gang vi tog ruten var Anna en spændt pige på udflugt. Denne gang var hun en overtræt og ulykkelig pige, der hverken ville have selen på eller af, da flyet lettede. Filmene på skærmene var helt forkerte og chokoladekagerne for få. Næste gang tager vi nok en dagsflyvning.
Efter mere end to ugers ferielukning er ungerne endnu engang sendt afsted i nursery. De glædede sig til atter at drage afsted til det farverige univers og mor her glædede sig til endnu engang at kunne fylde lungerne med frisk luft og ro. Jeg indrømmer det ikke gerne, men nøj hvor kan de to piger sætte gang i biksen herhjemme, når farmand er taget afsted på arbejde. Så er det godt, at vi nu har verdens bedste Alona til at give en kærlig hånd med husmor-jobbet. De sidste to uger har været lærerige, frustrerende og underholdende. Vi har brugt tiden med venner og godt selskab. Det har givet nye unikke oplevelser for både mor og børn – som vi vil gemme i vores mindekartotek.