Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Det har endnu engang været én af de der begivenhedsrige weekender, hvor jeg har hårdt brug for en fridag efterfølgende. Og så er det jo helt fantastisk, at netop søndag er min helt egen mig-dag. Fri fra arbejde og tid til at oplade. Det er denne dag jeg har fri til at mødes med veninderne på diverse caféer eller måske bare slappe helt af derhjemme, mens Friends kører i baggrunden på Netflix. Ahhh, hvor jeg dog elsker søndage.
Jeg blev i dag mindet om, at det nu er et år siden, at jeg tog ungerne og ca 5 stk håndbagage for meget med om bord på flyvemaskinen til Dubai, hvor Daniel ventede spændt på os. Det var med flere knuder i maven, at jeg tog afsked med alt det kendte i Danmark og sommerfuglene var forlængst jaget derhen, hvor de ikke længere kunne finde tilbage. Det var så sindsygt grænseoverskridende, at tage den lange rejse alene uden hjælp til to små børn, der i øvrigt aldrig havde været ombord på et fly. Forinden havde jeg boet alene med Anna og Emma i et sommerhus, mens alle vores egendele sejlede rundt på oceanet i en stor container. Daniel var taget i forvejen for at påbegynde visa processen, der skulle bane vejen til opholdstilladelse, bank og ikke mindst checkbogen. Jeg græd meget i den periode – forvirret, spændt, ensom og meget træt. Jeg nåede at fortryde vores beslutning mindst 1000 gange.
Måske du er havnet på denne side ved et tilfælde i din søgen efter information omkring boligmarkedet i Dubai. Måske du besøger siden for 20. gang og nu til din store forbløffelse opdager, at der er kommet et nyt blogindlæg. Begge dele er en mulighed 🙂 Denne gang omhandler det hjemmet, vores hjem naturligvis.
Det er den samme gamle sang om tiden, der går alt for hurtigt, som jeg spiller igen. Det er endnu engang min undskyldning for manglende opdatering på bloggen og det er endnu engang sandheden. Dan Turèll skrev engang en hyldest til hverdagen i et af hans bedste digte.
Det blev en lang nat om bord på flyvemaskinen, der først fragtede hele familien til Amsterdam og derefter videre til Aalborg. Sidste gang vi tog ruten var Anna en spændt pige på udflugt. Denne gang var hun en overtræt og ulykkelig pige, der hverken ville have selen på eller af, da flyet lettede. Filmene på skærmene var helt forkerte og chokoladekagerne for få. Næste gang tager vi nok en dagsflyvning.
Det er godt nok laaang tid siden, at der sidst er kommet en opdatering herfra – I know. Og det er bestemt ikke fordi, at tiden har stået stille. Min samvittighed byder mig simpelthen ikke at afsætte tid til noget så overskudsagtigt, som at skrive et lille bitte blogindlæg. Jeg er efterhånden en presset trold, der om dagen arbejder på højtryk i Jebel Ali og om aftenen er dybt begravet bag tykke bøger og computeren. Den sidste måned har jeg skrevet på to eksamensopgaver samtidig med, at jeg har passet et fuldtidsarbejde, været mor, hustru og temperamentsfuld indetrold. Der er ikke meget energi tilbage om aftenen, når jeg endelig flader ud i sengen. Om mindre end en uge skal jeg til en 4 timers skriftlig online eksamen i afsætningsstrategi og om 1,5 uge gælder det en mundtlig eksamen i kommunikation.
2 uger er fløjet afsted hurtigere end et fly nogensiden har fragtet os til Danmark. Vi har nydt det dejlige selskab fra venner samt familie omend vi ikke har nydt den regnfulde og meget kolde april. Det har været svært at prioritere mellem venner og famile, der alle bare gerne vil hilse på familien fra Dubai. Der er så mange at besøge og så lidt tid i Danmark. Jeg sidder nu med en lille knude af dårlig samvittighed i maven. På trods af knudens lille størrelse, så fylder den så uendeligt meget. 2 uger virkede engang som så lang tid og nu hvor tiden er gået, så er 2 uger slet ikke nok. Sommerhuset, som vi har lånt, har gjort opholdet meget nemmere og mere afslappet. Vi har haft vores egen base i Danmark og det var den rigtigte beslutning. Nu må vi spare sammen til vores helt eget og private sommerhus, så vi i fremtiden kan komme rigtig “hjem” til Danmark.
Anna står på sin stol med armene løftet højt op i luften for at gøre sig ekstra lang:
Så stor er jeg nu mor!
Emma står nede på gulvet og kigger beundrende op på sin storesøster mens hun jubler henrykt. Anna er i sandhed en stor pige, der lige har fejret sin 3 års fødselsdag. Samtidigt konstaterer hun, at Emma blot er en lille pige, der slet ikke er stor nok til at tegne med tuscher. Mor og Anna har gang i en længere diskussion efter fundet af en pose tuscher, som længe har ligget bagerst i legeskabet – godt gemt af vejen. På tåspidser og med armene hævet over hovedet lykkes det Anna at overbevise mor om, at hun nu kan tegne inden for papirets fire sider og slet, slet ikke tegner på bordet mere.
Efter mere end to ugers ferielukning er ungerne endnu engang sendt afsted i nursery. De glædede sig til atter at drage afsted til det farverige univers og mor her glædede sig til endnu engang at kunne fylde lungerne med frisk luft og ro. Jeg indrømmer det ikke gerne, men nøj hvor kan de to piger sætte gang i biksen herhjemme, når farmand er taget afsted på arbejde. Så er det godt, at vi nu har verdens bedste Alona til at give en kærlig hånd med husmor-jobbet. De sidste to uger har været lærerige, frustrerende og underholdende. Vi har brugt tiden med venner og godt selskab. Det har givet nye unikke oplevelser for både mor og børn – som vi vil gemme i vores mindekartotek.
Spring break står for døren og ungernes nursery er lukket de næste par uger. Den næste periode bliver en udfordring i at underholde børnene og samtidig holde styr på fjernstudiet – godt vi har Alona. Denne weekend har vi påskehygget 🙂