Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Der er mange tanker, der løber igennem mit hoved disse dage. Præcis som for 9 år siden, da vi som familie stod med den store beslutning om at flytte fra Danmark til Dubai. I dag har jeg genlæst mit allerførste blogindlæg på bloggen og det rammer mig lige i hjertet.
(mere…)
Lige siden Daniel mistede sit job ved Teletronics for nu mere end 2 år siden, har vi jævnligt talt om vores exit strategi. Det sidste halve år, har det givet mig lidt ro i maven at vide, at vi har en eller anden form for køreplan i tilfælde af, at vi skulle få brug for at ændre kurs.
(mere…)
Der er ikke så meget at grine over for tiden. Nogen nætter har jeg svært ved at sove og det skyldes ikke kun, at Adam vækker mig med jævnlige mellemrum. Det skyldes i højere grad den situation, vi alle befinder os i lige nu. Jeg føler virkelig at Covid-19 har stjålet muligheden for helt essentielle oplevelser og grundlaget for nye værdifulde øjeblikke sammen med familien.
(mere…)
Der er gået mindre end en uge, siden vi pakkede huset ned i Dubai Silicon Oasis og flyttede hele mulivitten til Al Furjan. Det vil sige, flyttefolkene pakkede hele huset ned – og flyttede hele mulivitten. De pakkede også det hele ud igen og tog de tomme papkasser med sig ud af døren. Det har aldrig været nemmere at flytte.
Det har ikke været nogen nem beslutning – overhovedet ikke. Selve beslutningen om at flytte var egentlig ikke så svær, da huslejen er faldet i området og vi ikke længere ønskede at betale mere end vores nye naboer. Det var beslutningen om, hvor vi så skulle flytte hen, der satte følelserne på spil. Men nu er beslutningen altså taget og vi flytter til Al Furjan.
Der er nu gået 2 uger siden, jeg havde første arbejdsdag på Generalkonsulatet i Dubai. Jeg har virkelig glædet mig til at komme igang med mine opgaver og blive en del af det officielle Danmark i UAE. Og jeg har svært ved at skjule min begejstring for det nye job, opgaverne og kollegaerne. Det her er mere end blot et arbejde, det er en helt ny begyndelse og et andet kapitel af vores liv i Dubai.
I torsdags fik Daniel den besked fra Teletronics, som vi havde frygtet allermest. I den sidste tid har jeg befundet mig i en osteklokke af ren fornægtelse. Jeg har lukket øjnene og håbet, at problemet gik væk af sig selv. Daniel er fyret, for kontoret har nu offentligt meddelt, at firmaet lukker i sin nuværende form. Kun 10 mand kan blive, resten må gå…
Den sidste tid har været lidt hård for mig af flere årsager. Én af disse har været usikkerhed i Daniels jobsituation på grund af omstrukturering i ledelsen. Det har desværre fået nogle uheldige konsekvenser, hvor flere medarbejdere selv har valgt at trække stikket og flytte teltpælene tilbage til Danmark. Det gør ondt helt ind i hjertet!
Jeg blev i dag mindet om, at det nu er et år siden, at jeg tog ungerne og ca 5 stk håndbagage for meget med om bord på flyvemaskinen til Dubai, hvor Daniel ventede spændt på os. Det var med flere knuder i maven, at jeg tog afsked med alt det kendte i Danmark og sommerfuglene var forlængst jaget derhen, hvor de ikke længere kunne finde tilbage. Det var så sindsygt grænseoverskridende, at tage den lange rejse alene uden hjælp til to små børn, der i øvrigt aldrig havde været ombord på et fly. Forinden havde jeg boet alene med Anna og Emma i et sommerhus, mens alle vores egendele sejlede rundt på oceanet i en stor container. Daniel var taget i forvejen for at påbegynde visa processen, der skulle bane vejen til opholdstilladelse, bank og ikke mindst checkbogen. Jeg græd meget i den periode – forvirret, spændt, ensom og meget træt. Jeg nåede at fortryde vores beslutning mindst 1000 gange.
Langt om længe er familien samlet i Dubai. Den flyrejse som jeg frygtede så meget, er nu overstået. Jeg havde undervurderet mængden af håndbagage, som jeg insisterede på at slæbe med mig og det viste sig, at blive min største udfordring på rejsen. At skulle håndtere to piger på henholdsvis 1 og 2 år, samt 3 rygsække, 1 trolley og 1 håndtaske var måske lidt i overkanten. Heldigvis var både flypersonale og medrejsende klar med en hjælpende hånd. Jeg følte mig desuden velsignet over, at begge unger gik kolde allerede inden flyet lettede fra Kastrup og dermed fløj 2 ud af 6 timer bogstaveligt talt afsted.