Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Det har ikke været nogen nem beslutning – overhovedet ikke. Selve beslutningen om at flytte var egentlig ikke så svær, da huslejen er faldet i området og vi ikke længere ønskede at betale mere end vores nye naboer. Det var beslutningen om, hvor vi så skulle flytte hen, der satte følelserne på spil. Men nu er beslutningen altså taget og vi flytter til Al Furjan.
Hjemme hos os er det mig, der hiver trafikbøder hjem til fælleskassen. Alt fra fart-, lane violation- og højresvingsbøder. Og nu har jeg så gjort det igen. Endnu en besked fra Dubai Politi er tikket ind i Daniels inbox, indeholdende en fartbøde af den dumme slags (alle trafikbøder er jo sådan set dumme). Og som Daniel siger, så må den jo være min, for hans bil er en lejebil. Sådan én får tilsyneladende ikke bøder – det er Daniel logik.
For en måneds tid siden mødte jeg Mis-mis på en aftengåtur – En ung ikke-fuldvoksen kat, der tilsyneladende bor på legepladsen lige på den anden side af vores havemur. Jeg er normalt ikke ikke et kattemenneske, men jeg er trods alt en dyreven og tanken om en sulten hjemløs ung-mis fik mig alligevel til at gå tilbage til legepladsen efter Bagels gåtur med en lille skål hundemad til katten. Og nu hænger jeg på den!
Jeg hader at handle, som i jeg HADER det virkeligt!! Det med at dalre rundt imellem rækker af uoverskuelige hylder med madvarer uden helt at vide, hvor tingene præcist befinder sig. Der er sikkert et logisk og yderst smart system, men jeg har aldrig regnet det ud og har ingen interesse i at lære det. Heldigvis er det lige blevet lidt sjovere at handle i Carrefour… kun lidt!
Jeg keder mig aldrig… ikke sådan rigtigt. Der er altid noget at lave og på en eller anden måde lykkedes det mig hele tiden, mere eller mindre bevidst, at rode mig ud i noget, der kommer til at optage alt min tid. Og hver gang jeg ser frem til en rolig stund eller en stille periode, så hører jeg mig selv sige ja til et eller andet, der ender med at give mig det stik modsatte – nemlig gråt hår og mere arbejde. Jeg må jo kunne lide det… ellers gjorde jeg det vel ikke!?
Meget er der sket den sidste tid. For et par måneder siden tippede båden og i en periode måtte vi kæmpe for ikke at drukne, vel vidende, at Danmark altid var en mulighed. Nu begynder en ny hverdag så småt at forme sig og det ser ud til, at vi alle er kommet godt op på land igen. Vi er påbegyndt et nyt kapitel og Dubai bliver aldrig det samme igen.
I dag har vi sagt endeligt farvel til endnu en famile, der efter 1,5 år i Dubai har valgt at vende snuden hjem mod Danmark efter alt balladen ved Teletronics. Vi kommer til at savne Mette, Jacob og Marcus, der var blevet en fast del af vores og pigernes omgangskreds. Heldigvis ved jeg, hvor jeg kan finde dem igen og dermed slutter det ikke her.
Om lidt over en uge vender pigerne tilbage til skolen og Daniel starter op på sit nye job i Abu Dhabi. Det betyder, at vi som familie nyder den sidste del af skolens sommerferie sammen. Jeg er godt nok også lige begyndt på mit nye job ved Generalkonsulatet, men i første omgang er der blot tale om en deltidsstilling, så der er rig mulighed for at hænge ud med den øvrige familie, når arbejdet ikke lige kalder.
Det blev en meget lang rejse hjem og vi havde desværre været nødt til at booke helt nye hjemrejsebilletter, da det var en billigere løsning end at ombooke dem, vi allerede havde med fra Dubai. Da Daniel ikke kunne komme til Danmark, måtte jeg have Anna og Emma med mig hjem. Det passede dem fint, for de savnede deres far lige så meget som jeg.
Det er to år siden, at jeg første gang tog afsted til Ladies Balut for at spille terninger og mødes med andre kvinder i Dubai. Dengang gjorde jeg det af nysgerrighed og fordi det lød lidt eksotisk. Jeg håbede samtidig at få netværket lidt og blive klogere på det samfund jeg var landet i. Jeg har ikke været afsted ret mange gange og det kan sandsynligvis tælles på én hånd, men jeg blev alligevel lidt trist, da jeg hørte, at Ladies Balut nu lukker ned efter 20 år. Det er trist, meget trist…