Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Der er mange fordele ved at have flere bedste venner. Det har Anna regnet ud og noget af det bedste er fødselsdage. Mest Annas egen fødselsdag, men også andres fødselsdage. Både de danske udgaver med hotdogs på grill i haven og de mere Dubai inspirerede med overgearede medarbejdere i et legeland. Og det bliver ikke bedre, når sådan to fødselsdage rammer én og samme dag.
Temperaturen stiger hastigt i Dubai. Sommeren er lige om hjørnet og vi begynder så småt at overveje indendørsaktiviteterne. Det er stadigt muligt at nyde en middag eller en kop kaffe i aftenbrisen, men der bliver længere og længere imellem de “gode” dage. Heldigvis har Dubai også meget at byde på om sommeren, men det koster som regel penge og så har folk det med at flokkes de samme steder hen.
Det er længe siden, at jeg sidst så Anja – en tidligere kollega fra Aalborg Gummivarefabrik. Sidste gang jeg så hende, var vidst nok i 2015 til The Tall Ships Races i Aalborg og siden hen en enkelt eftermiddag i oktober 2015 til lagkage. Det var Anja, der skaffede os et sommerhus, som pigerne og jeg kunne bo i den sidste måned, da huset i Klarup var solgt. Den sidste tid i Danmark inden rejsen gik til Dubai. En sidste tid ved Klim strand mens følelserne sad uden på tøjet. Jeg har glædet mig meget til, at Anja skulle komme til Dubai – verdens bedste kollega.
Det er nu 5 år siden, at Anna kom til verden. Hun meldte sin ankomst efter en meeeget lang og hård fødsel, som endte i en efterfølgende lang indlæggelse på Aalborg Sygehus. Hun var en sund og rask pige, men jeg var hårdt medtaget. Det tænker jeg tilbage på, hvert år, når Anna har fødselsdag d. 15. april. Alle de følelser der opstod i forbindelse med det at blive mor for første gang, blandet med alle bekymringerne for det nye lille væsen og alle de efterfølgende komplikationer. Det er et overstået kapitel nu og Anna Aase Nielsen er nu en stor pige på 5 år.
Den sidste dag i Pakistan var, for os, den store-shoppe-dag. Vi havde håbet på, at denne dag ville komme, men vi var alligevel aldrig helt sikre på det. Planerne havde det undertiden med at ændre sig og vi ville bare så gerne have et stykke af Pakistan med os hjem.
Søndag er Pakistans officielle fridag, hvilket i virkeligheden kom lidt bag på mig, da fredag ellers ofte udnævnes til muslimernes helligdag – dagen for den store fredagsbøn. Muhammad forklarede, at fredagsbønnen bestemt er vigtig i Pakistan og at loven giver alle arbejdstager ret til at tage fri under fredagsbønnen, men af praktiske årsager er søndag den officielle fridag. Om det skyldes den bristiske kolonitid eller de mere moderne tider, hvor handlen med Vesten er helt essentiel for Pakistans økonomi er lidt uvist for mig.
Efter nogle gode vandreture i Badshahi Moskeen og blandt ruinerne i Lahore Fort var det efterhånden blevet eftermiddag. Da sulten meldte sig var det blevet tid til frokost. Lige som aftensmaden, der aftenen inden blev indtaget i døgnets sidste timer, blev frokosten ligeledes indtaget sidst på eftermiddagen. Vi kørte til en nærliggende café, som nevø’en Umer, havde gode erfaringer med.
Hverken Sarah eller jeg var helt sikre på, hvad vi havde sagt ja til. Jeg brugte enhver lejlighed inden vores rejse, til at Google Pakistan, Lahore og Punjab for at blive klogere på kulturen, religionen og historien bag landet. Historien skræmte mig mere end noget andet, da ord som taliban, Osama Bin Laden og terror dukkede op i min søgning. Jeg følte mig usikker, men Muhammad gjorde alt for at forsikre os om, at vi kunne være helt trygge ved den forestående rejse. Jeg havde desuden fat i en pakistansk kvinde, som jeg lærte at kende sidste år til Art Dubai og også hun forsikrede mig om, at Lahore var en dejlig og sikker by at rejse til – når vi nu var inviteret af en lokal pakistaner.
Det er altid en kunst at finde på nye ting at lave i Dubai, når der er gæster fra Danmark. Som regel prøver jeg at udnytte situationen bedst muligt og inviterer venner/familie et sted hen, hvor jeg endnu ikke selv har været. Steder, på min efterhånden lange liste, som jeg gerne vil besøge, men som jeg ikke har prioriteret eller har valgt at gemme, til der kommer gæster. Og så er der alle klassikerne…
Det er ikke for ingenting, at jeg har taget på af mit liv i Dubai. Mad er en kæmpe stor del af mødet med kulturen, den nye livsstil og fællesskabet i det multikulturelle samfund. Universitets-veninderne fra Danmark ville gerne have en lille bid af Dubai i bogstavelig forstand og i overført betydning. “Mad og kulturelle-oplevelser” – sagde de. Og det fik de!