Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Det er den samme gamle sang om tiden, der går alt for hurtigt, som jeg spiller igen. Det er endnu engang min undskyldning for manglende opdatering på bloggen og det er endnu engang sandheden. Dan Turèll skrev engang en hyldest til hverdagen i et af hans bedste digte.
Det er ikke et tilfælde, at vi er taget til Danmark på ferie netop nu. Faktisk ville jeg meget gerne være blevet i Dubai et par uger længere og opleve muslimernes Eid al-Fitr, som er festen, der markerer Ramadanens afslutning. Det skulle efter sigende være en helt speciel oplevelse, men noget trak mere i mig – Nibe Festival, nemlig ja. De skønneste svigerforældre havde indvilliget i, at se efter ungerne, mens Daniel og jeg slog os løs 4 dage på festival. Vi var i år blevet en del af crewet på festivalens vaskeri, hvor vi støttede “Hjælp Voldsofre”.
Det blev en lang nat om bord på flyvemaskinen, der først fragtede hele familien til Amsterdam og derefter videre til Aalborg. Sidste gang vi tog ruten var Anna en spændt pige på udflugt. Denne gang var hun en overtræt og ulykkelig pige, der hverken ville have selen på eller af, da flyet lettede. Filmene på skærmene var helt forkerte og chokoladekagerne for få. Næste gang tager vi nok en dagsflyvning.
Det er lidt som om, at mit overskud er ved at vende tilbage. Jeg har overstået mine eksamener og selvom målet blot var at bestå, så gik det overraskende godt. Det gav ellers sved på panden og hjertebanken, at tage mine eksamener online, da jeg på ingen måde føler mig teknisk kompetent til SMART-learning (Som i øvrigt er alt andet end smart). Nu hvor det hele endelig er overstået vil jeg pakke bøgerne væk for en stund og i stedet nyde, at jeg har mere tid til familien.
Det er godt nok laaang tid siden, at der sidst er kommet en opdatering herfra – I know. Og det er bestemt ikke fordi, at tiden har stået stille. Min samvittighed byder mig simpelthen ikke at afsætte tid til noget så overskudsagtigt, som at skrive et lille bitte blogindlæg. Jeg er efterhånden en presset trold, der om dagen arbejder på højtryk i Jebel Ali og om aftenen er dybt begravet bag tykke bøger og computeren. Den sidste måned har jeg skrevet på to eksamensopgaver samtidig med, at jeg har passet et fuldtidsarbejde, været mor, hustru og temperamentsfuld indetrold. Der er ikke meget energi tilbage om aftenen, når jeg endelig flader ud i sengen. Om mindre end en uge skal jeg til en 4 timers skriftlig online eksamen i afsætningsstrategi og om 1,5 uge gælder det en mundtlig eksamen i kommunikation.
2 uger er fløjet afsted hurtigere end et fly nogensiden har fragtet os til Danmark. Vi har nydt det dejlige selskab fra venner samt familie omend vi ikke har nydt den regnfulde og meget kolde april. Det har været svært at prioritere mellem venner og famile, der alle bare gerne vil hilse på familien fra Dubai. Der er så mange at besøge og så lidt tid i Danmark. Jeg sidder nu med en lille knude af dårlig samvittighed i maven. På trods af knudens lille størrelse, så fylder den så uendeligt meget. 2 uger virkede engang som så lang tid og nu hvor tiden er gået, så er 2 uger slet ikke nok. Sommerhuset, som vi har lånt, har gjort opholdet meget nemmere og mere afslappet. Vi har haft vores egen base i Danmark og det var den rigtigte beslutning. Nu må vi spare sammen til vores helt eget og private sommerhus, så vi i fremtiden kan komme rigtig “hjem” til Danmark.
Jeg har glædet mig vanvittigt meget til vores første hjemrejse til Danmark. Især har jeg glædet mig til at møde Dagmar, der er det nyeste skud på stammen hos familie Steenberg. Line er min dejlige og meget savnede veninde, der i øvrigt også har boet i Dubai for en del år siden. For 3 år siden stod jeg fadder til hendes søn Bertrams barnedåb og vi mødes jævnligt til konfekt-trilledag, nytårsaften og brætspilsaftener. Jeg savner Lines afslappet tilgang til livet og hendes drillende blink i øjet, som altid forvirrer mig.
Anna står på sin stol med armene løftet højt op i luften for at gøre sig ekstra lang:
Så stor er jeg nu mor!
Emma står nede på gulvet og kigger beundrende op på sin storesøster mens hun jubler henrykt. Anna er i sandhed en stor pige, der lige har fejret sin 3 års fødselsdag. Samtidigt konstaterer hun, at Emma blot er en lille pige, der slet ikke er stor nok til at tegne med tuscher. Mor og Anna har gang i en længere diskussion efter fundet af en pose tuscher, som længe har ligget bagerst i legeskabet – godt gemt af vejen. På tåspidser og med armene hævet over hovedet lykkes det Anna at overbevise mor om, at hun nu kan tegne inden for papirets fire sider og slet, slet ikke tegner på bordet mere.
Efter mere end to ugers ferielukning er ungerne endnu engang sendt afsted i nursery. De glædede sig til atter at drage afsted til det farverige univers og mor her glædede sig til endnu engang at kunne fylde lungerne med frisk luft og ro. Jeg indrømmer det ikke gerne, men nøj hvor kan de to piger sætte gang i biksen herhjemme, når farmand er taget afsted på arbejde. Så er det godt, at vi nu har verdens bedste Alona til at give en kærlig hånd med husmor-jobbet. De sidste to uger har været lærerige, frustrerende og underholdende. Vi har brugt tiden med venner og godt selskab. Det har givet nye unikke oplevelser for både mor og børn – som vi vil gemme i vores mindekartotek.
Da vi flyttede til Dubai for 5 måneder siden var det velvidende, at jeg i første omgang ville fungere som hjemmegående husmor. Jeg var helt indforstået med at sådan ville det blive, men jeg var også fast besluttet på, at når tiden var inde, så ville jeg søge efter et job, der kunne passe ind i vores nye rammer. Daniel og jeg lavede en aftale om, at det ville være realistisk for mig at begynde jobsøgningen efter 6 mdr. i Dubai. Jeg har hørt meget om udfordringerne med at finde et godt job i Dubai, der ikke tæller for mange timer og som giver en rimelig løn. En deltidsstilling kan være svært at finde og en fuldtidstilling ligger gerne omkring 50 timer om ugen fordelt på 6 arbejdsdage. Weekend er desværre ikke en selvfølge i Dubai. Jeg er i den situation, hvor jeg heldigvis kan tillade mig den luksus at være kritisk overfor potentielle nye arbejdspladser. Jeg behøver reelt set ikke at arbejde, da Daniels løn fint dækker vores leveomkostninger, men livet vil dog uden tvivl være en hel del sjovere med flere lommepenge til diverse kaffe latter – men der skal også være tid til at nyde dem. Et af argumenterne for at tage den lange rejse til Dubai var udsigten til mere familietid, da Daniel har fået udsædvanlige gode arbejdstider. Jeg havde derfor ingen intension om at finde et job, der ville holde mig væk fra familien – No way og Bum!