Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Forskelle mellem den danske og arabiske kultur
Mens foråret får hele Danmark til at blomstre, så minder vejret i Dubai mest af alt om efterår i disse dage. Bladene falder af træerne og naboens blomster ligger spredt i hele vores have. Jeg har en mindre sandkasse i hovedbunden, tungen føles som sandpapir, ansigtet har fået en hård peeling og bussemændene hober sig op i næsen til morgen. Der er sandstorm, blæsevejr og øv-vejr.
Det er længe siden, at jeg sidst så Anja – en tidligere kollega fra Aalborg Gummivarefabrik. Sidste gang jeg så hende, var vidst nok i 2015 til The Tall Ships Races i Aalborg og siden hen en enkelt eftermiddag i oktober 2015 til lagkage. Det var Anja, der skaffede os et sommerhus, som pigerne og jeg kunne bo i den sidste måned, da huset i Klarup var solgt. Den sidste tid i Danmark inden rejsen gik til Dubai. En sidste tid ved Klim strand mens følelserne sad uden på tøjet. Jeg har glædet mig meget til, at Anja skulle komme til Dubai – verdens bedste kollega.
Den sidste dag i Pakistan var, for os, den store-shoppe-dag. Vi havde håbet på, at denne dag ville komme, men vi var alligevel aldrig helt sikre på det. Planerne havde det undertiden med at ændre sig og vi ville bare så gerne have et stykke af Pakistan med os hjem.
Søndag er Pakistans officielle fridag, hvilket i virkeligheden kom lidt bag på mig, da fredag ellers ofte udnævnes til muslimernes helligdag – dagen for den store fredagsbøn. Muhammad forklarede, at fredagsbønnen bestemt er vigtig i Pakistan og at loven giver alle arbejdstager ret til at tage fri under fredagsbønnen, men af praktiske årsager er søndag den officielle fridag. Om det skyldes den bristiske kolonitid eller de mere moderne tider, hvor handlen med Vesten er helt essentiel for Pakistans økonomi er lidt uvist for mig.
Efter nogle gode vandreture i Badshahi Moskeen og blandt ruinerne i Lahore Fort var det efterhånden blevet eftermiddag. Da sulten meldte sig var det blevet tid til frokost. Lige som aftensmaden, der aftenen inden blev indtaget i døgnets sidste timer, blev frokosten ligeledes indtaget sidst på eftermiddagen. Vi kørte til en nærliggende café, som nevø’en Umer, havde gode erfaringer med.
Hverken Sarah eller jeg var helt sikre på, hvad vi havde sagt ja til. Jeg brugte enhver lejlighed inden vores rejse, til at Google Pakistan, Lahore og Punjab for at blive klogere på kulturen, religionen og historien bag landet. Historien skræmte mig mere end noget andet, da ord som taliban, Osama Bin Laden og terror dukkede op i min søgning. Jeg følte mig usikker, men Muhammad gjorde alt for at forsikre os om, at vi kunne være helt trygge ved den forestående rejse. Jeg havde desuden fat i en pakistansk kvinde, som jeg lærte at kende sidste år til Art Dubai og også hun forsikrede mig om, at Lahore var en dejlig og sikker by at rejse til – når vi nu var inviteret af en lokal pakistaner.
En dag i januar fik jeg et opkald fra min søde veninde Sarah. Hun havde langt om længe taget imod en besøgsinvitation fra en bekendt i Pakistan og ville lige høre, om jeg var interesseret i at tage med hende som rejsemakker. Tøvende sagde jeg “måske”. Invitationen kom ikke ud af det blå – faktisk var det ikke mere end et år siden, at hun spurgte mig første gang, men turen blev aflyst på grund af visum-problemer. Dengang var jeg vidst en smule lettet, da Pakistan jo ikke er et oplagt turistland. Faktisk fraråder det danske Udenrigsministerium at rejse til store dele af Pakistan på grund af risiko for terror. Og så var der alle udfordringerne med visum-ansøgningsprocessen. Åhh jøses.
Det er ikke for ingenting, at jeg har taget på af mit liv i Dubai. Mad er en kæmpe stor del af mødet med kulturen, den nye livsstil og fællesskabet i det multikulturelle samfund. Universitets-veninderne fra Danmark ville gerne have en lille bid af Dubai i bogstavelig forstand og i overført betydning. “Mad og kulturelle-oplevelser” – sagde de. Og det fik de!
Længe har vi danskere talt om, at Jysk Sengetøjslager snart ville åbne en butik i Dubai. Og længe har der været løse rygter om, hvor og hvornår vi kunne forvente et gensyn med Lars Larsens gode tilbud i ørkenstaten. Foruden de dansk skandinaviske dyner og klassiske minimalistiske “kopi” møbler, har vi spændt ventet på priserne.
Får man så katten med hjem?
Anna ser forhåbningsfuldt på mig, da hun stiller spørgsmålet. Siden sommerferien, hvor de to piger sad på køkkengulvet hos min moster med to små killinger, har det været Anna’s største ønske at få en kat. Men nej, Anna får ikke katten med sig hjem. Der er nemlig slet ingen kat. Og jeg må finde en youtube-video frem på min telefon, så Anna kan få syn for sagen.