Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Der er hedebølge i Danmark og jeg kan mærke, hvordan temperaturen stiger i disse dage. På mange måder minder vejret om vinteren i Dubai – bortset fra tørken. Ørkenen i Dubai er naturligvis tør og består af sand, men resten af landet er omend ikke frodigt (det vil være en slem overdrivelse) så i hvertfald grøn.
Jeg elsker middelalderdage ved Voergaard Slot i Nordjylland og vi forsøger at komme afsted hver sommer, når det kan lade sig gøre. Det bedste er, når vi kan få det til at passe sammen med familien fra Sæby, for så bliver det en rigtig familieudflugt. Pigerne har været med, fra de var helt spæde, men i år var det hele lidt sjovere, fordi vi denne gang slap for både klapvogn og pusletaske.
Sæby er en fantastisk dejlig og hyggelig by i Nordjylland, nord for Aalborg. Flere gange, inden vi flyttede til Dubai, har jeg forsigtigt foreslået Daniel, at vi skulle flytte til Sæby, men det er aldrig lykkedes mig at få ham overbevist og jeg har heller aldrig insisteret særlig hårdt. Jeg nyder vores ture til Sæby, hvor Daniel har familie og tøserne besøger fætrene Julius og Valdemar, men for os er Sæby nok gået hen og blevet en ferieby.
Ferie i Danmark er skønt og ungerne nyder i den grad at blive lukket ud på græs. Det er ikke kun de grønne marker, de køligere himmelstrøg og den friske luft, der lokker. Det er i lige så høj grad familien med mormor/Bjarne, fætre/kusiner, bedstefar/bedstemor, farmor/farfar og onkler/tanter, som pigerne har glædet sig til at gense.
Tandféen kom aldrig forbi Nors, da jeg var barn. Muligvis fordi mine mælketænder aldrig landede under hovedpuden, men i stedet endte i et glas, hvor de den dag i dag stadig er at finde på en hylde i min mors hjem.
Jeg er slet ikke sikker på, at tandféen eksisterede dengang eller om hun bare ikke brød sig om Thy, men Anna derimod var helt overbevist om, at tandféen ville komme forbi mormor efter hendes tand, da hun pludselig stod der, lige inden sengetid, med en lille fin eksemplar i hånden og et blodigt hul i munden.
Kite Beach er den næste tid skiftet ud med Vesterhavet ved Vigsø i Hanstholm. Der er dømt sommerferie i Danmark og selvom temperaturen er 20 grader lavere end i Dubai, så er det langt at foretrække. Faktisk elsker vi den danske sommer 2018!
Dette er den mindst planlagte sommerferie, som vi nogen sinde har taget på og selve beslutningen om at rejse til Danmark blev taget 12 timer inden vi rejste. Og det er heller ikke helt uden betænkeligheder, at jeg sidder alene i Danmark sammen med pigerne, mens Daniel knokler for at finde nyt arbejde i Dubai. For ham er ferien endnu ikke begyndt.
Dubai Frame er endnu et stortslået byggeprojekt, som udgør et af Dubai’s nye ikoniske attraktioner – verdens største (selvfølgelig) billederamme. Det store bygningsværk er placeret strategisk og centralt i landskabet med den gamle del af Dubai på den ene side og den nye del af Dubai på den anden. Det har taget ganske lang tid at gennemføre projektet, angiveligt pga. en retssag, hvor byggeherren havde “lånt” designet uden at spørge arkitekten om lov først , men i januar 2018 åbnede The Frame endelig dørene til offentligheden og lige siden har den stået på min mentale (og nu fysiske) bucketliste.
Det kan være sin sag at underholde to piger på henholdsvis 3,5 og 5 år, når skoleklokken har ringet ud for sidste gang og der er dømt sommerferie. Det hjælper ikke syndeligt, at temperaturen nu tangerer de 47 grader midt på dagen og dermed gør det nærmest umuligt at bevæge sig udenfor. Poolen besøger vi næsten dagligt og vi har den stort set for os selv, men 1 time ad gangen er mere end rigeligt.
Det er første uge i sommerferien og solen har for alvor taget fat. I Danmark leger børnene ude i lækkert sommervejr og nyder ferien, men her i Dubai er det blevet for varmt til meget andet end den nedkølede pool. Jeg udnytter tiden uden arbejde og tager pigerne med til Alserkal Avenue, der står på min bucket-liste. I dag stod der kunst og kultur på dagsordenen.
I torsdags fik Daniel den besked fra Teletronics, som vi havde frygtet allermest. I den sidste tid har jeg befundet mig i en osteklokke af ren fornægtelse. Jeg har lukket øjnene og håbet, at problemet gik væk af sig selv. Daniel er fyret, for kontoret har nu offentligt meddelt, at firmaet lukker i sin nuværende form. Kun 10 mand kan blive, resten må gå…