Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Forskelle mellem den danske og arabiske kultur
Under ramadanen er det ikke helt så nemt at finde gode fredagsbrunch’s, til gældgæld er der lækre iftars i hele Dubai alle hverdagsaftener. Der er noget for alle og til enhver pengepung. Således endte jeg igår aftes til iftar i operahuset sammen med Jordan-pigerne.
Er det stadigvæk ramadan mor?
Sådan spurgte Anna i bilen på vej til skole i morges. Og ja, det er fortsat ramadan i den muslimske del af verdenen. Anna har ikke helt styr på ramadanen endnu og stiller mange spørgsmål, som jeg forsøger at besvare. Omend lidt kluntet. Således fik Anna indtrykket af, at det var hjælpelæren ms. Fatima’s skyld, at klasselæren ms. Holland ikke må spise eller drikke i skoletiden.
Mette venter baby og forventer lillebrors ankomst midt i juni. Hun glæder sig meget og vi er mange veninder, der glæder os på hendes vegne. Især fordi nogle baby’er kommer nemt for nogen, mens andre må kæmpe i lidt længere tid. Og det skal selvfølgelig fejres, at ventetiden snart er ovre. I lørdags var der nemlig arrangeret babyshower for Mette.
Der er mange fordele ved at have flere bedste venner. Det har Anna regnet ud og noget af det bedste er fødselsdage. Mest Annas egen fødselsdag, men også andres fødselsdage. Både de danske udgaver med hotdogs på grill i haven og de mere Dubai inspirerede med overgearede medarbejdere i et legeland. Og det bliver ikke bedre, når sådan to fødselsdage rammer én og samme dag.
Mens foråret får hele Danmark til at blomstre, så minder vejret i Dubai mest af alt om efterår i disse dage. Bladene falder af træerne og naboens blomster ligger spredt i hele vores have. Jeg har en mindre sandkasse i hovedbunden, tungen føles som sandpapir, ansigtet har fået en hård peeling og bussemændene hober sig op i næsen til morgen. Der er sandstorm, blæsevejr og øv-vejr.
Det er længe siden, at jeg sidst så Anja – en tidligere kollega fra Aalborg Gummivarefabrik. Sidste gang jeg så hende, var vidst nok i 2015 til The Tall Ships Races i Aalborg og siden hen en enkelt eftermiddag i oktober 2015 til lagkage. Det var Anja, der skaffede os et sommerhus, som pigerne og jeg kunne bo i den sidste måned, da huset i Klarup var solgt. Den sidste tid i Danmark inden rejsen gik til Dubai. En sidste tid ved Klim strand mens følelserne sad uden på tøjet. Jeg har glædet mig meget til, at Anja skulle komme til Dubai – verdens bedste kollega.
Den sidste dag i Pakistan var, for os, den store-shoppe-dag. Vi havde håbet på, at denne dag ville komme, men vi var alligevel aldrig helt sikre på det. Planerne havde det undertiden med at ændre sig og vi ville bare så gerne have et stykke af Pakistan med os hjem.
Søndag er Pakistans officielle fridag, hvilket i virkeligheden kom lidt bag på mig, da fredag ellers ofte udnævnes til muslimernes helligdag – dagen for den store fredagsbøn. Muhammad forklarede, at fredagsbønnen bestemt er vigtig i Pakistan og at loven giver alle arbejdstager ret til at tage fri under fredagsbønnen, men af praktiske årsager er søndag den officielle fridag. Om det skyldes den bristiske kolonitid eller de mere moderne tider, hvor handlen med Vesten er helt essentiel for Pakistans økonomi er lidt uvist for mig.
Efter nogle gode vandreture i Badshahi Moskeen og blandt ruinerne i Lahore Fort var det efterhånden blevet eftermiddag. Da sulten meldte sig var det blevet tid til frokost. Lige som aftensmaden, der aftenen inden blev indtaget i døgnets sidste timer, blev frokosten ligeledes indtaget sidst på eftermiddagen. Vi kørte til en nærliggende café, som nevø’en Umer, havde gode erfaringer med.
Hverken Sarah eller jeg var helt sikre på, hvad vi havde sagt ja til. Jeg brugte enhver lejlighed inden vores rejse, til at Google Pakistan, Lahore og Punjab for at blive klogere på kulturen, religionen og historien bag landet. Historien skræmte mig mere end noget andet, da ord som taliban, Osama Bin Laden og terror dukkede op i min søgning. Jeg følte mig usikker, men Muhammad gjorde alt for at forsikre os om, at vi kunne være helt trygge ved den forestående rejse. Jeg havde desuden fat i en pakistansk kvinde, som jeg lærte at kende sidste år til Art Dubai og også hun forsikrede mig om, at Lahore var en dejlig og sikker by at rejse til – når vi nu var inviteret af en lokal pakistaner.